


Sankt Laurentius Museum er en historisk perle i Roskilde. Museet består af en underjordisk kirkeruin samt et endnu bevaret kirketårn.
Kirkeruin:
Kirkeruinen med det berømte teglstensgulv befinder sig i dag ca. 2 meter under Roskilde bys centrale torv “Stændertorvet”. I ruinen er der indrettet et lille museum med fund fra den arkæologiske udgravning, der blev foretaget i 1998.
Som byens øvrige kirker fra middelalderen var kirken opført af det lokale byggemateriale kildekalk, mens der ved efterfølgende ombygninger er anvendt røde teglsten. Skibet blev i slutningen af middelalderen forlænget mod vest, hvor også det stadig eksisterende kirketårn blev opført. Før stenkirken lå der på stedet en trækirke bygget i 1000-tallet, hvorfra kun begravelser kendes. Kun et udsnit af kirkens grundplan fra ca. 1125 er udgravet og dermed synligt, når man går rundt i udstillingen.
Kirketårnet:
Det idag bevarede kirketårn blev opført i tiden omkring år 1500, som tårn til Sankt Laurentii kirke. Da selve kirken blev revet ned i forbindelse med reformationen i 1536-37, blev tårnet skånet og fik funktion som ”byens tårn.” Det fik en verdslig funktion i byens liv – klokkeringning og det sted, hvorfra der blev holdt brandvagt. I 1731 brændte byens rådhus, der lå i Algade. Et nyt blev opført fire år senere, nu placeret i forbindelse med Sankt Laurentii tårn. Kirketårnet blev nu til et rådhustårn.
Kigger du op på tårnet kan du udefra se et relief af helgenen Sankt Laurentius.
Velkommen til
Skt. Laurentius
